Anton Eff


Hvis kokkefaget var et kæmpestort lærred og kokkene malere, ville Anton Effs billede være en abstrakt og spraglet størrelse. Anton er uddannet fra Sortebro Kro på Fyn og har sidenhen udvidet sin gastronomiske horisont med ophold på bl.a den spanske michelinrestaurant Mugaritz, WD-50 i New York og senest Kiin Kiin i København. Alle er det restauranter, som har deres helt eget særpræg, præcis som han selv.

“Mit udtryk er nok lidt svært at sætte en finger på. Der er ikke noget køkken, som jeg foretrækker frem for andre. Jeg bekender mig ikke til nogen bestemt stil, men laver bare mad ud fra det, som inspirerer mig her og nu. Det er derfor, jeg elsker mad; det er sådan et kæmpe kreativt studie, hvor man hele tiden kan lære nye ting,”

siger Anton, som allerbedst kan lide, når maden overrasker og giver folk noget, de ikke havde forventet.

Anton force er hans store kreativitet og kunstneriske tilgang til mad, som kræver tid og fordybelse. Han mener selv, at han ville være blevet tegneserietegner eller filminstruktør, hvis han ikke var blevet kok. Anton er derfor et oplagt valg til madarrangementer, hvor gæsterne skal overraskes og overvældes sanseligt.

“Jeg har en nørdet tilgang til tingene og fordyber mig og gør mig umage. Jeg er ligeglad med at arbejde meget længe med små detaljer, så længe resultatet bliver, som jeg gerne vil have det”

Et godt eksempel på Antons ihærdighed er den ret, han serverede ved NaCl#22 på Restaurant Kanalen, hvor han brugte to dage på at håndmale 50 påskeæg, som blev pustet, fyldt med ismasse og til sidst lynfrosset med flydende nitrogen for øjnene af gæsterne.

CV
Sortebro Kro
Kiin Kiin*
WD-50*
Mugaritz**
Racó de Can Fabes

Vi er eksperter i gastronomisk kommunikation