Sylvester Andersen


Sylvester Andersen er skolet i det klassiske franske bistrokøkken på Restaurant l’Alsace i København. Efter endt læretid tog Sylvesters kokketilværelse dog en radikal drejning væk fra foie gras og hummersuppe, da han mødte den nordiske stjernekok Mads Refslund, som hyrede ham ind til at lave mad ved en række selskaber.

“Samarbejdet åbnede mine øjne for ny nordisk mad og det fede ved at rende rundt i skoven og finde sine egne, vilde råvarer. Det gav mig en endnu større forståelse for sæsonerne, som stadig inspirerer mig meget,” siger Sylvester, som med Mads Refslunds hjælp fik tre måneder i køkkenet på den et-stjernede Dovetail i New York, hvor han fik yderligere smag for den sæsonprægede, finere madlavning.

Opholdet åbnede dørene for en ansættelse på Alberto K i København og derefter michelinrestauranten AOC, hvor Sylvester til fulde kan bruge sin begejstring for sæsonernes vilde urter og bær.

“Min madstil hælder nok mest til det lette og feminine køkken, som vi arbejder med på restauranten. Jeg elsker at arbejde med grøntsager og vilde urter, som man måske selv har fundet i skoven tidligt om morgenen, og som man til sidst anretter på tallerknen med en pincet. Jeg kan godt lide de små detaljer, og at mine retter også er smukke at se på”.

Sidste år blev Sylvester medlem af kokkeforeningen NaCl, som har givet ham god træning i at være på foran et publikum. Sylvester laver derfor meget gerne små kokkeskoler eller workshops, hvor råvarekendskab, nordisk mad eller vilde urter og bær er i højsædet.

CV
Restaurant AOC*
Alberto K
Nimb Brasserie
Dovetail, New York*
Restaurant l’Alsace, elev  

Vi er eksperter i gastronomisk kommunikation