Tommi Kondo Sasaki


Gennem sin tid som kokkeelev på Munkebo Kro, er Kondo Sasaki skolet i et køkken med udgangspunk i klassisk fransk velsmag.

Håndværket er på plads, men får han lov, vil Kondo meget mere end blot at få sine gæster til at sukke af velbehag over veltilberedte retter. Han arbejder ud fra et ønske om at rykke folk ud af deres vante forestillinger om, hvad god mad skal være.

“Mad er i grunden en meget basal ting, men det kan også være meget underholdende. Jeg kan godt lide at rykke folk ud af deres ‘comfort zone’ ved at servere nogle smagskombinationer, som de aldrig havde forestillet sig ville fungere. At få lov at lege med maden på den måde, er det, der holder mig kørende. Men det er stadig vigtigt for mig, at der er en mening med galskaben. Det må gerne være vildt underligt, men det skal altså stadig smage fantastisk,” siger Kondo, og nævner som eksempel en petit four af hvid chokoladefudge, tørfisk og tang, som han fik ideen til, da han lavede fudge ved siden af en kollega, som arbejdede med tørfisk.

Kondo er halvt japaner og nærer en dyb fascination for det japanske køkken og de rene og forskelligartede smage, som det indeholder. Fascinationen mundede i september 2012 ud i arrangementet ‘Japansk Hverdagsmad” (LINK) – en del af “NaCls Spiseklub”, hvor Kondo sammen med sin far og en række herboende japanske kokke førte 60 heldige gæster igennem et sandt bombardement af traditionelle japanske retter.

Kondo har desuden præsteret at servere den dødeligt giftige kuglefisk fugu ved et NaCl-arrangement i 2011. Alle gæster slap levende, mætte og glade fra arrangementet.
Ikke mindst er Kondo en engageret fortæller, som på humoristisk vis evner at sætter ord på de tanker og oplevelser, som ligger til grund for hans retter.

 

CV
Freelance
Pony
Munkebo Kro
Metronome Productions, kok på “Masterchef”
Nimb Brasserie, souschef
Rider Lykke
Restaurant Herman
Fiskehuset
Restaurant Tsuyama, Tokyo
Munkebo Kro, kokkeelev

Japansk Hverdagsmad – Kogebog udgivet november 2013

 

Vi er eksperter i gastronomisk kommunikation